Det er ikke første gang, at samlekort fra supermarkeder har vist sig populære, og Lego-kortene, der netop nu bliver udleveret fra 1200 Coop-forhandlere, er ingen undtagelse.
Alene hos Kvickly i Rønne har personalet udleveret mere end 50.000 kort, fortæller Bornholms Tidende.
Kampagnen, der slutter d. 22. oktober, har kørt i snart tre måneder, og flere steder er der blevet arrangeret store byttedage, hvor samlerne kan bytte kort.
- Som I kan se, er der mange, der har lister med. Der var også en københavnsk familie forbi. Den kiggede i samlemappen for at se, om den kunne huske, hvilke kort der manglede. Det foregår jo kun i dag, fortæller Brian Karlsen der er varehuschef i Kvickly i Rønne, til Bornholms Tidende, i forbindelse med byttedagen lørdag.
- Vi ved, at kampagner som den her virker i hele verden. Det skaber interesse og loyalitet, fortæller Brian Karlsen.
